Langtidsholdbare trivselsstrategier

Her får du en historie om hvorfor for meget ros a la "Du er sej!" ikke nødvendigvis fører til langtidsholdbar trivsel:

Jeg havde været protesebruger i over ti år og synes livet bare fungerede tip top og kunne lide hvad jeg så i spejlet.

Jeg havde et lille barn og der havde ikke været problemer med protesen i forbindelse med graviditet, fødsel og barsel.

Jeg cyklede en tur på fem kilometer dagen før jeg fødte. Og nu da min datter var startet i børnehave hentede jeg hende i cykelvognen. Jeg cyklede til og fra arbejde og jeg havde heller ikke problemer med at passe arbejdet.

Alt kørte på skinner og jeg følte mig top-sej (hvilket jeg selvfølgelig også var!). "Du er mega sej!" fik jeg også ofte at vide af omgivelserne.

MEN en dag fik jeg et løjerligt udslæt på huden på låret, der sidder inde i protesen.

Så kunne jeg ikke have min protese på. Der var meget palaver med at få en tid hos hudlægen indenfor en rimelig tid. Og i det hele taget var det meget uvist hvornår jeg kunne få protesen på igen og mit gamle liv tilbage.

For hele mit liv var jo hægtet op på den protese. Tilfredshed med mit udseende afhang af at jeg havde protesen på. Tilfredshed med min formåen som mor og partner var hægtet op på protesen. Tilfredshed med mit udseende og min krop afhang af at jeg havde protesen på.

Men jeg var jo sej, så jeg tog selvfølgelig bare bilen på arbejde i stedet for cyklen og gik på krykker. Første dag på arbejdet var elevatoren i stykker. Kontoret lå på femte sal. Så var der jo ikke andet at gøre end at gå på krykker hele vejen op.

"Ih, hvor er du sej, sagde kollegerne." Og de var søde at hente kaffe for mig resten af dagen. Efter fyraften hentede jeg min datter i børnehaven på krykker. No problemo.

Tror du jeg var træt da jeg kom hjem? Ja, og da det havde stået på en uge og der stadig ikke var udsigt til bedring, blev jeg hjemme.

En form for frustration, vrede og afmagt tog plads i mig. Jeg blev ked af det når jeg så mig selv i spejlet, irriteret, når tingene var mere besværlige, vred over at vaskemaskinen var i kælderen og vi boede på første sal med en smuk, men kringlet og ikke krykke-venlig trappe.

Det overraskede mig selv at jeg reagerede så kraftigt, men nu havde jeg godt tid til at overveje hvorfor?

Det korte svar er: Jeg havde navigeret efter "Du er sej!" og havde glemt den indbyggede usikkerhed, der ligger i at være afhængig af et hjælpemiddel. Jeg havde kun lært at holde af mig selv som protesebruger. Og omgivelserne havde boostet den strategi med varianter af "Du er sej!".

Nu startede et indre arbejde med at begynde at holde af mig selv - og derfor passe på mig selv - som et helt menneske. Både med og uden protese.

Jeg udviklede med andre ord langtidsholdbare trivselsstrategier. DET synes jeg er mega sejt.

#saltomo #detgodeliv #handicap